Hvorfor skal en killing være 12 uger?

af dyrlæge Anna Cramer, Aahusets Mobilklinik

…den manglende udvikling kan føre til adfærdsvanskeligheder…

Viking Cats har vores egen killingeliste – se killinger til salg

“Killinger 8 uger sælges”
Ovenstående er heldigvis ikke noget vi som dyrlæger møder i forbindelse med stambogsførte katte, men man ser af og til annoncen i aviserne og på supermarkedernes opslagstavler. Og det sker ofte i klinikken, at vi får henvendelse fra folk, der har købt en lille killing, som er under 12 uger eller som man ikke ved hvornår er født, men tydeligvis under 12 uger.

Det er synd for killingen, men også for dem, der har købt den. Et hvilket som helst væsen, der bliver født, har nogle medfødte behov. Behov, der tjener det formål at skabe individet en sund tilværelse. Det kan være håndgribelige behov som mad og drikke, men det drejer sig også om mere sociale behov, såsom kontaktbehov, suttebehov, udvikling og træning af jagtinstinkt og ikke mindst: udvikling af selvstændighed. Det tager en vis tid for disse ting at blive udviklet og de udvikles naturligvis bedst hos killingens mor og dens søskende.

Læs mere: Find din racekilling her.

De af os der har opdrættet katte, har nok alle bemærket killingernes udviklingsstadier. Hvordan de som helt små er fuldstændig afhængige af, at moderen passer dem; hvordan de bliver aldeles ulykkelige, hvis de kommer væk fra deres søskende – og så hen gennem deres opvækst, hvor de begynder at udforske verden. Først i det små, siden tør de tage hele huset i besiddelse – og de, der får lov, søger nu også udenfor. Gradvis udvikler de sig til selvstændige individer, der vil være i stand til at klare at overleve på egen hånd.

Når killingerne er ca. 10 – 12 uger gamle, begynder de at vælge deres eget opholdssted. De kan f.eks. finde på at lægge sig alene i en stol og sove. De holder stadig meget af flokken, men holder også af en gang imellem at få fred og være lidt alene. Når en killing er nået dertil, er den i princippet klar til at flytte hjemmefra. Naturligvis er ikke alle killinger lige længe om at udvikle sig, men omkring den 12. uge er de fleste nået med, og man vil uden risiko for psykiske traumer kunne flytte dem.

Killinger yngre end 12 uger

Flytter man dem, før de er 12 uger, kan konsekvensen af den manglende udvikling føre til adfærdsvanskeligheder. Disse kan vise sig på mange måder:

· Killingen kan blive sky, tilbageholdende og evt.aggressiv – eller den kan blive desperat i forsøget på at finde en modererstatning.
· Sutter på uld, øreflipper eller andet i forsøg på at få sit suttebehov dækket. I de værste tilfælde så meget på sin egen hale, at den lemlæstes.
· Urenlighed – også på et senere tidspunkt i kattens liv – kan i langt de fleste tilfælde spores tilbage til, at killingen er taget for tidligt fra sin mor og søskende.
· Er overdrevent kontaktsøgende, skal sove på hovedpude sammen med ejeren om natten, jamrer hvis man går. Denne afhængighed misforstår nogle og tror, at det er kattens kærlighed til den nye ejer. Men det er det IKKE! Det er udtryk for manglende socialisering og fejludvikling af selvstændigheden. I virkeligheden er killingen frustreret, og det vil tage lang tid før den får fred i sjælen og bliver en rigtig kat.

Det er derfor mit håb, at alle vi katteelskere i fællesskab vil være med til at påvirke vores omgivelser. Det kan være arbejdskolleger, naboer, familie eller mennesker, der tilfældigvis får et kuld killinger og ikke aner, hvordan de skal forholde sig. Fortæl dem, hvorfor det er vigtigt at gøre det rigtigt.

For selv om katten ikke er en racekat, har den krav på et godt liv. Og der kan vi hjælpe til allesammen!

Med venlig hilsen
Anna Cramer, dyrlæge
Aahusets Mobilklinik
Tlf. og Fax: 46 40 53 35

Tekst: © DAC 1995

 

 

Bekendtgørelse om overdragelse af kattekillinger